For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Luk. 19:10

Baggrunden for det jeg skriver i dag er en lille bemærkning, som jeg læste på Facebook. Dette moderne sociale medie, hvor vi delagtiggør hinanden i, hvad vi går rundt og foretager os, og hvor vi frit kan kommentere på det de andre gør. En af mine venner, som jeg sætter stor pris på, har oplevet nogle ting, som gør at vedkommende ikke længere lever som en troende, men åbent tager afstand fra troen på Jesus. Det påvirker mig meget, og gør mig virkeligt ondt. Derfor, kommer jeg også til at længes efter, at blive mere som Jesus. At være i stand til at møde mennesker, netop lige der, hvor de er i livet.

Der ligger utrolig meget i ovenstående inspirerende ord fra Jesus. De er sagt i forbindelse med Jesu møde med Zakæus. Denne tolder, som levede fedt på, at opkræve for meget i skatter og afgifter, og så stikke det i egen lomme. Hans møde med Jesus blev livs forvandlende. Mit eget syn på Jesus og det som inspirere mig. Det som jeg gang på gang må vende tilbage til, er en mand sendt fra Gud, ja som selv er Gud, og som er på en mission. At møde mennesker. Omdrejningspunktet var ikke Ham selv, men de andre, og at gøre sin Faders vilje. Jesus er et forbillede for alle mennesker. At nå dertil, ikke at se sig selv, som midtpunktet i sin egen lille verden, men at en anden er midtpunktet, er at være nået rigtigt langt. Jeg opdager ret hurtigt, at jeg ikke selv er i stand til dette. Jeg må have hjælp fra Gud. Det næste der inspirere mig er, at Jesus kom for at opsøge og frelse. Han fuldførte Guds frelses plan senere på korset, men han brugte sit liv til at opsøge. Derfor er du og jeg også kommet til tro. Han vandrede rundt og mødte mennesker. Han talte sit ord af visdom til mennesker med udgangspunkt i det, de havde behov for at høre. Han helbredte dem der var syge, og han udfriede dem, der var bundet. Jeg tænker derfor på: Hvad er mit mål med livet, og hvad handler min hverdag om. Jesus fuldførte sit mål, da han fra korset råbte: ”Det er fuldbragt” Da gjorde han det muligt, for os alle at få del i hans fuldkomne liv, som blev tilvejebragt ved hans opstandelse fra de døde. Men hvem skal fortsætte hans jordiske tjeneste med at opsøge: Det kan Jesus ikke længere gøre, da han ikke er her, men i himlen. Jeg er her, og du er her. Er vi villige til at gå rundt at opsøge, eller sagt på en anden måde. Er vi villige til at stille os til rådighed, og bede Jesus om at bruge os i den opgave. At opsøge, og så lade ham frelse det, der i dag er fortabt.

Rom. 10v.9  For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. 

En af de doktriner der udfordres i vores moderne verden med dens selvvalgte åndelighed er sandheden om Jesu ejendomsret over ethvert menneske. Alene at jeg tillader mig af sige, at Jesus har ejendomsret over ethvert menneske vil lyde voldsomt krænkende på nogle.  Sandheden er, at vores kristne tro er under voldsomt pres i disse år, hvor man i kristne menigheder taler om at nutidens mennesker er meget åbne for det åndelige, og at kirken må være klar til at møde denne udfordring. Man oplever, at selv i sådan en tid, er det svært at få kirkerne fyldte med hengivne disciple. Vi lever i en tid, hvor selv meget overbeviste kristne   søger at definere sin egen åndelighed, og det er tragedien. Jeg var for nylig til en sammenkomst, hvor jeg mærkede, at min person pludselig blev voldsomt interessant, fordi man vidste, at jeg er frikirkepræst. Pludselig var der én, der prikkede mig på skulderen og spurgte mig, om jeg ikke lige kunne vende stolen og sætte mig over til et andet bord. Det første jeg blev spurgt om var, om jeg troede på engle. Da jeg svarede ja, kom jeg ind i en meget interessant samtale, der også indeholdt et spørgsmål om virkningen af det profetiske iblandt mennesker. Personen der rettede spørgsmålet forklarede mig, hvordan vedkommende oplevede at gå forbi mennesker og så have en fornemmelse af, at de var syge. Jeg fortalte lidt om det profetiske i vore liv, og om hvordan man burde følge op på en sådan situation ved at spørge til de pågældende mennesker og så efterfølgende tilbyde sin forbøn. Dette blev opfattet som meget grænseoverskridende, men jeg tror ikke nødvendigvis, det blev afvist som værende en umulighed. Da jeg under samtalen blev mere frimodig og begyndte at tale om den nye fødsel, og at Jesus bør blive Herre i vore liv, mærkede jeg tydeligt, at mange trak sig. Nu var det ikke længere det profetiske, helbredelser og engle, der var temaet, men evangeliets kerne: Jesus som Herre. Dette emne var ikke interessant, og samtalen ebbede lige så stille ud.

Vi lever i en tid, hvor mennesket sætter sig selv i centrum. Mulighederne for det enkelte menneske har aldrig været større og tilbuddet om, hvad du kan bruge dit liv til er enormt, så den gamle slanges fristelse om at gøre sig uafhængig af Gud ligger lige om hjørnet. Men det sker, som så meget andet, han har på dagsordenen over tid, og kommer derfor umærkbart snigende ind på en kristenhed, som ikke i tilstrækkelig grad agter på og i mange tilfælde slet ikke forstår den profetiske tjeneste.

Jeg forventer en tid, hvor den profetiske åndsfyldte menighed må lægge en ny grundvold i det gamle kristne Danmark og på ny forkynde  For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. Og jeg forventer en tid hvor denne forkyndelse vil blive stadfæstet med undere og tegn.